Hero Icon Full Gradient

Spørgsmål til jobsamtalen: Hvad bliver du spurgt om til en jobsamtale?

Styrk din karriere
K

Karoline Denning

Karoline er studerende på KU og er content creator hos Excelerate. Hun er blandt andet ansvarlig for Excelerate bloggen, contentaktiviteter og onboarding af studerende og virksomheder.

Du har modtaget svar på din jobansøgning og er blevet inviteret til en jobsamtale. Nu gælder det! For at klæde dig godt på, giver vi dig tips til jobsamtalen, så du er klar på, hvad du ofte bliver spurgt om af din kommende arbejdsgiver til job interviewet. Forbereder du dig godt inden din jobsamtale, skal det nok gå godt. Tro på dig selv!

Det første skridt du kan tage, er at forberede dig på de typiske job interview spørgsmål, som arbejdsgiveren stiller dig. Fra hvad er dine styrker og svagheder til gode argumenter i din lønforhandling.

Læs med herunder hvor vi dykker ned i ofte stillede spørgsmål til jobsamtalen og giver dig gode jobsamtale tips, så du kommer igennem uden at få svedige håndflader!

10 typiske spørgsmål til en jobsamtale og eksempler på svar

Vi har samlet 10 spørgsmål arbejdsgiveren ofte stiller til en jobsamtale. Har du allerede inden din samtale gjort dig tanker om, hvordan du vil besvare disse spørgsmål, er du kommet et godt stykke af vejen. Find eksempler på 10 almindelige spørgsmål til en jobsamtale og hvordan du kan besvare dem herunder.

Vores eksempler på svar til jobsamtalen er skrevet ud fra en fiktiv person vi har kaldt Mads på 28 år. Den stilling han er til jobsamtale om er “Social Medie Ansvarlig”.

1. Fortæl os lidt om dig selv

Når du skal fortælle om dig selv til jobsamtalen, kan du med fordel starte med at fortælle om dine personliger egenskaber. Beskriv hvem DU er. Hvorfor er det netop DIG, arbejdsgiveren skal have med på teamet? Fortæl, hvad der gør dig unik og hvordan det kan gavne virksomheden. Fortæl om hvad du går op i. Hvad der gør dig glad. Når du deler dine personlige interesser hjælper det dig med at skabe en mere menneskelig relation til dig.

Eksempel på svar

“Hej! Jeg hedder som sagt Mads og er en 28-årig kreativ sjæl, der brænder for at skabe magi inden for social marketing. Min passion for at udforske nye ideer og udfordre status quo har ledt mig til spændende projekter og en konstant stræben efter at forbedre mig selv. Uden for arbejdet er jeg en eventyrlysten globetrotter og en ivrig amatørkok. Jeg tror på, at min energi og engagement vil tilføre jeres team en unik dynamik og friske perspektiver.”

2. Hvorfor er du interesseret i denne stilling?

Når de spørger, hvorfor du vil have jobbet, kan du fokusere på, hvordan dine færdigheder matcher stillingens krav. Vis interesse for virksomhedens kultur, værdier og tidligere succeser. Gør det klart, hvorfor du tror, at denne stilling er det næste skridt i din karriere. Hvilke færdigheder har du, som passer til jobbet, og hvorfor du synes, det ville være et godt match.

Eksempel på svar

“Jeg er virkelig begejstret for udfordringen ved at være jeres næste Social Marketing Ansvarlig. Jeg elsker at skabe indhold, der ikke kun taler til målgruppen, men også udfordrer normerne. Jeres fokus på innovation og jeres tidligere banebrydende kampagner som “Projekt XYZ” inspirerer mig, og jeg vil være en del af et team, der konstant stræber efter at skabe noget unikt. Derudover deler jeg jeres passion for at skabe meningsfulde forbindelser og engagement på tværs af digitale platforme.”

3. Hvad ved du om vores virksomhed?

Her fisker arbejdsgiveren efter, om du har gjort dit hjemmearbejde. Lav grundig research om virksomheden. Nævn specifikke projekter eller resultater, der har fanget din opmærksomhed, og hvordan du tror, du kan bidrage til lignende succeser.. Vis, at du forstår, hvem de er, og hvorfor du passer ind i virksomheden og deres kultur samt mål.

Eksempel på svar

“Jeg har dykket ned i jeres virksomheds historie og imponerende projekter. Jeg er især fascineret af jeres evne til at kombinere kreativitet med målrettet resultatorienteret arbejde. For eksempel jeres strategi bag “Projekt XYZ” og hvordan det skabte ikke kun opmærksomhed, men også konverteringer. Jeg tror, min erfaring og passion for at generere lignende resultater vil gøre mig til en værdifuld tilføjelse til teamet.”

4. Hvad ser du som dine styrker og svagheder?

Når arbejdsgiveren spørger ind til dine styrker, så vælg nogen der er er relevante for jobbet, og inkluder konkrete eksempler. Fortæl hvordan du aktivt bruger dine stykrer i dit liv og når du arbejder.

Når du nævner en svaghed, vis, at du aktivt arbejder på at forbedre dem og har en plan for håndtering. På den måde kan du vende dine svagheder om til styrker. Vælg for eksempel én eller flere situationer, hvor du har været udfordret i et tidligere job. Fortæl om, hvordan du håndterede situationen og overvandt udfordringen. Hvad gjorde du for at løse det, og hvordan endte det? Det viser, hvordan du håndterer situationer, du ikke har det nemt med.

Eksempel på svar

“Min kreativitet har været en central styrke i mine tidligere roller, og jeg har formået at omsætte innovative ideer til vellykkede kampagner. Min evne til at håndtere pres og prioritere opgaver har også været afgørende, som vist ved min ledelse af et projekt med stramme deadlines. En svaghed, jeg aktivt arbejder på, er min utålmodighed med rutineopgaver, men jeg har fundet løsninger som automatisering for at forbedre min effektivitet og ikke miste min arbejdsglæde over tid.”

5. Kom med eksempler på situationer, hvor du har håndteret udfordringer på arbejdspladsen?

Brug konkrete eksempler, der viser din problemløsningskompetence og evne til at tænke kreativt under pres. Beton samarbejde og positive resultater. Forbered dig ved at komme med eksempler fra dine tidligere jobs, der viser din evne til at løse problemer og træffe beslutninger.

Eksempel på svar

“I min sidste rolle blev vores team udfordret af et uventet teknisk problem midt i en kampagne, der skabte røre i vandene. Ved at samle holdet til en brainstormsession formåede vi at dreje situationen til vores fordel, hvilket resulterede i øget engagement og positiv medieomtale.”

6. Hvordan arbejder du i teams?

Når du bliver spurgt om teamarbejde, tænk da på en situation, hvor du arbejdede godt i et team. Fremhæv din evne til at samarbejde og skabe et positivt arbejdsmiljø. Nævn konkrete handlinger, der viser din bidragelse til teamwork. Hvordan har du hjulpet med at holde alle positive og samarbejdsvillige? Det viser, at du er en teamplayer.

Eksempel på svar

“Jeg tror på, at et samarbejdende miljø er nøglen til succes. I en tidligere rolle tog jeg initiativ til at facilitere regelmæssige teammøder, hvor vi delte ideer og løste udfordringer sammen. Ved at opmuntre åben kommunikation skabte vi et miljø, hvor hver persons styrker blev udnyttet til fulde.”

7. Hvordan prioriterer du dine opgaver og deadlines?

Når arbejdsgiveren spørger om din evne til at håndtere opgaver, så brug tid på at fortælle om din organisatoriske evne ved at beskrive en effektiv tilgang til opgaveprioritering. Fortæl, hvordan du normalt planlægger dine opgaver. Nævn for eksempel værktøjer og redskaber, du bruger. Hvad gør du for at sikre, at du når dine mål og overholder deadlines? Det viser, at du er organiseret.

Eksempel på svar

“Jeg har udviklet en struktureret tilgang til opgavehåndtering ved at bruge projektstyringsværktøjer og regelmæssige opfølgninger. I en situation med multiple deadlines prioriterer jeg opgaver baseret på indflydelse og nødvendighed, hvilket sikrer, at vigtige mål nås til tiden.”

8. Hvad motiverer dig til at gøre et godt stykke arbejde?

Her kan du dele hvad det er der motiverer dig generelt og hvordan du kan bruge det til at skabe værdi for både dig selv og virksomheden. Vis engagement og en forbindelse mellem din motivation og jobets resultater. Ved at du viser, at du kan sætte ord på, hvad der gør dig motiveret viser, at du ved hvordan du kan opretteholde et højt engagement.

Eksempel på svar

“At se mine ideer tage form og skabe en forbindelse med målgruppen motiverer mig virkelig. Jeg trives på at vide, at mit arbejde ikke kun er kreativt tilfredsstillende, men også bidrager positivt til virksomhedens succes.”

9. Hvordan håndterer du konflikter eller uenigheder med kolleger?

Tænk på en tid, hvor du og en kollega ikke var enige. Fremhæv vigtigheden af åben kommunikation og evnen til at finde fælles løsninger. Fortæl om hvordan du håndterede situationen? Vis, at du har evnen til at vende en konflikt til en positiv udvikling. Det viser, at du kan håndtere uenigheder på en god måde.

Eksempel på svar

“Åben kommunikation er min nøglemetode til at håndtere konflikter. Ved at lytte og forstå den anden parts perspektiv forsøger jeg altid at finde en fælles løsning. I en tidligere rolle formåede jeg at vende en konflikt til en mulighed for forbedring ved at implementere bedre kommunikationsstrategier i teamet.”

10. Eksempler på tidligere projekter eller opgaver, hvor du har vist initiativ?

Her vil arbejdsgiveren ofte gerne vide, om du er god til at tage ansvar og initiativ. Brug her konkrete eksempler på projekter, hvor du har taget initiativ uden for dine sædvanlige opgaver. Vis hvordan dette initiativ gavnede virksomheden og hvordan du selvstændigt kan identificere muligheder og sætte dem i søen. Det viser, at du er god til at tage initiativ og få tingene til at ske. Noget de fleste arbejdsgivere værdsætter i en ny kollega.

Eksempel på svar

“Jeg identificerede et hul i vores online tilstedeværelse og tog initiativ til at starte en social mediekampagne, hvilket resulterede i en 30% stigning i følgere og betydelig forbedring af brandets synlighed. Dette projekt blev startet uden direkte anmodning, men jeg kunne se potentialet og handlede proaktivt.”

Vi håber du er blevet mere klar til din jobsamtale. Tro på dig selv. Så skal det nok gå godt. Vi hepper på dig!

Held og lykke i din jobsøgen!

Se også

>> Gode råd til lønforhandling i nyt job

>> Udforsk ledige jobs og stillinger

>> Udforsk virksomheder og karrieremuligheder


Go-to platformen for talenter og virksomheder til at udforske, matche og connecte.

Kom i gang

© 2024, All Rights Reserved